Hvalpe

Aktiviteter

Den 14. oktober døde Arne Bjergfelt i en alder af 93 år.

2011 fjd udstilling i odense 20120206 1077009533Arne Bjergfelt fik sin autorisation som udstillingsdommer for bretons i 1967. Det var Arne Bjergfelt og E. A. Rasmusssen (Irsksetterdommer), der som de to første danske dommere autoriseret for bretons lagde den linie, der i de første år af Dansk Breton Klubs virke resulterede i en større og større ensartethed for danske bretons eksteriør. Problemet var bl.a., at der var stor spredning blandt typerne. Det skyldtes, at man dels havde importer fra Canada, som gav én type, og dels importer fra Frankrig, som gav en anden type. Der var dog grænser for, hvor konsekvente dommerne kunne gå til værks, for så blev der kun meget få hunde at avle på. Da man først og fremmest ville fremavle en brugbar jagthund, måtte dommerne i starten give en 1. præmie til bretons, der i dag ville ligge lavt i præmiegrad eller få et nul.

Arne Bjergfelt var en dygtig dommer, så han blev med årene vores ”ordførende eksteriørdommer”, som stod for oplæringen af klubbens nye eksteriørdommere. Klubben står i stor gæld til ham for den indsats, han udførte i klubbens pionertid.

Arne Bjergfelt deltog også aktivt i arbejdet med at forbedre racens avl, idet han og formanden R. G. Dissing importerede bretons fra nogle af de kenneler, som dominerede racen i Frankrig. Bl.a. tæven Lonka De Saint Tugen hvis afkom kom til at præge vores race positivt i de første mange år. Arne Bjergfelt førte flere hunde frem på markprøver, ligesom de tit var med på hans jagter.

Jeg mødte Arne Bjergfelt første gang på en færge, da vi begge var på vej hjem fra jagt i Jylland. Vi fik en lang snak om bretons fortræffeligheder på jagt. En samtale, som var medvirkende til, at jeg ikke lang tid derefter skiftede race og købte min første breton. Senere havde jeg som klubformand et frugtbart samarbejde med Arne Bjergfelt i mange år.

For et par år siden havde vi fornøjelsen af Arne Bjergfelts besøg på vores sjællandske apporteringsprøve. Han deltog ivrigt i samtaler med de fremmødte hundeførere, og var fuld af beundring over, hvor dygtige hundene var i de to apporteringsprøvers discipliner.

Ved klubbens 25 års jubilæum fik Arne Bjergfelt overrakt jubilæumshæderstegnet som en påskønnelse af hans arbejde for racen og klubben.

Æret være Arne Bjergfelts minde.

Aage Stenhøj Jørgensen

Gå til toppen